Velkommen til Hedegårdenes Skole
Hedegårdenes Skole er en gammel byskole fra starten af 1900-tallet, som i dag ligger midt i det centrale Roskilde. Da skolen blev bygget lå den ude på Heden mellem gårdene – deraf navnet.
Skolen er kendetegnet ved en mangfoldighed af elever. Vi har elever fra mange lande og kulturer og med mange forskellige religiøse ståsteder. Det er en gave i dagligdagen at opleve og lære af hinandens forskelligheder. Vi huser desuden en del af kommunens modtageklasser.
Skolen er generelt 2-sporet med relativt små klasser i Indskolingen, Mellemtrinnet og Udskoling.
Skolens værdigrundlag bærer præg af denne mangfoldighed. Vi arbejder med medborgerskab som en grundlæggende værdi i fællesskabet mellem mennesker og med grøn energi og opmærksomhed på forbrug i form af arbejdet med Grønt Flag.
Vi arbejder meget med trivsel i hverdagen. Det er vigtigt for os, at alle elever trives og har det godt – det er grundlaget for al god læring. Elevrådet er en vigtig sparringspartner i det arbejde.
Man er som forældre altid velkommen til at kontakte skolen, hvis man sidder med et spørgsmål eller en undren. Skolen kan kontaktes enten pr. telefon eller pr. mail.
Med venlig hilsen
Morten Naumann og Peter Mortensen
Ledelsen på Hedegårdenes Skole