Hvordan vi bruger ElevIntra hos Voerladegård Skole

1910 – 1920 Om vippepind og toiletspande Dagene på den nye Voerladegård Skole startede ved 8-tiden med morgensang. Børnene sang typisk to salmer. Det kunne være ”I Østen stiger Solen op” eller ”Nu vågner alle Guds fugle små”. Ind imellem bad læreren Fadervor. Om formiddagen øvede børnene blandt andet regning og skønskrivning samt diktat og salmevers, som de skulle lære udenad. Drengene havde gymnastik i forsamlingshuset. Imens blev pigerne undervist i håndgerning af lærerens kone. I det store frikvarter løb børnene fra byen hjem for at spise middagsmad. De børn, som boede længere væk, havde madpakke med. Men der var også plads til leg. Børnene spillede langbold eller ”vippepind” med en stor og en lille pind. Når sommeren var på sit højeste, så løb børnene ned for at bade i Mossø. De brugte ikke badetøj, så drenge og piger måtte i vandet fra hvert sit badested. Læreren hed hele det årti Thomas Møller. Han skulle klare det hele sammen med sin kone Kamilla. Undervisning, rengøring, fyre i kakkelovnen og tømme spandene på toiletterne. Samtidig skulle parret tage sig af børnene Jens, Kaj, Asta, Arne og Ellen Agnethe kaldet Pusse. En del af Møllers løn bestod af 6 favne bøgebrænde. Det blev i løbet af det årti skiftet ud med 132 kroner om året. Senere – i 1914 – blev brændselsgodtgørelsen forhøjet til 145 kroner om året. Og der var brug for noget at varme sig ved. For i 1915 oplevede Danmark århundredes første hvide jul midt i en forrygende snestorm, som lukkede både veje og jernbaner fra den 22. til den 29. december.

Kilde: Interview med Marie Laursen fra 1988, Lund Kirkedals optegnelser, mfl. 1920 – 1930 Om tampe og søløver Skolestuen i Voerladegård var stor og lys og der var højt til loftet. I nogle af vinduerne var der potteplanter, og på væggene hængte anskuelsesbilleder fra Danmark og Færøerne. Katederet var i en klasse for sig: et majestætisk stykke møbel, der tronede på en sokkel. Der var skab i siderne med plads til skrivebøger, grifler, penne og allerbagest i skabet lå tampen til skræk og advarsel. De nye elever måtte stille sig op ved katederet på første skoledag. De fik besked på at sige deres navne og vise koppeattest. Som en ekstra fornøjelse for de store elever skulle de små stå på et ben og fløjte samtidig. Det lød ikke altid kønt, for mange af dem var ikke færdige med at skifte tænder. Gymnastik foregik i forsamlingshuset, hvor børnene marcherede rundt under ledelse af læreren, som havde overfrakke, filthat og træsko på. Trægulvet gav sig klagende, når eleverne hoppede op og ned på jernbeslåede træsko. Skolefester var en sjælden affære. Men når det endelig skete, blev bordene i skolestuen skubbet til side, så der var plads til dans. Sodavand var der ikke råd til. Til gengæld stod der en emaljeret spand med saftevand sammen med en øse og et blikkrus på et af bordene. Så kunne børnene stille sig i række og få slukket tørsten. To gange om året gav hvert barn 25 øre til en julegave og en fødselsdagsgave til læreren. Det var mange penge i store familier. I 1925 måtte husmoderen for eksempel betale 39 øre for en liter mælk og to kroner for et kilo ost. Og læreren: han hed stadig Thomas Møller. Han holdt en times middagspause ligesom børnene. Når han kom tilbage fra pausen havde han tit et par æbler i lommen. Dem skar han i små bidder med sin lommekniv. Så kastede han stykkerne ud til børnene og fik dem til at springe på nakken af hinanden som søløver i en zoologisk have for at få fat i æblerne.

Kilde: Lis Berentsen (gift Pedersen) m.fl. 1930 – 1940 Om rengøring og gratis sodavand Hygiejnen var et vigtigt anliggende på Voerladegård Skole i det årti. I 1939 modtog skolen en folder med titlen: ”Vedtægt for Rengøring af Skoler samt Opvarmning og Udluftning af Skolelokaler i Sdr. Vissing – Voerladegaard Kommune.” Her kan man blandt andet læse, at væggene på klosetterne dagligt skulle vaskes op i 1 ½ meters højde. Og at rengøringspersonalet kom på ekstra arbejde to gange om året, når der skulle gøres hovedrent til jul og om sommeren. Og hvis anvisningen i folderen ellers blev fuldt, så kunne børnene regne med, at der var præcis 14 grader i klasselokalet ved skoledagens start. Fra den tid er der også beskrivelser af udflugter i omegnen. Himmelbjerget, Århus og Skanderborg. Men børnene kom også længere væk. De besøgte Lillebæltsbroen i 1935, det år broen blev indviet. Og de var også en tur i Hvide Sande for at se den nye sluse. Den største oplevelse fik børnene dog i 1937. En fem-dages tur til København sammen med børnene fra Møldrup skole. De fik den helt store tur rundt i hovedstaden. Tivoli, Zoologisk Have, Glyptoteket, Illum og en tur på Carlsberg, hvor børnene fik gratis sodavand. Og selv om børnene ind imellem tog en sporvogn, så var de trætte, da de kom hjem til Voerladegård. En af eleverne sov et helt døgn, inden han blev sig selv igen. Skolens lærere hed stadig Thomas og Kamilla Møller. Parret havde en stor sorg midt i det årti, da deres svigerdatter døde og efterlod sig to små børn. Lærer Møller gav børnene fri fra de sidste timer den dag. Og han græd, da han fortalte børnene, hvorfor de fik fri. 1940 - 1950 Om vikarer og Richs-billeder Forandringens vinde blæste over Voerladegård Skole i krigsårene. For første gang siden indvielsen i 1908 måtte skolen se sig om efter en ny lærer. I 1944 sagde Thomas Møller farvel til sine elever efter 36 år på skolen. Han gav hånd og sagde farvel til hvert enkelt barn. Til sidst kunne han ikke sige mere, men måtte nøjes med at give hånd. Så kom vikar Poul Kaas Rasmussen. Han var ung og bragte nye skikke med til skolen. Han sad ikke ved katederet hele tiden, men gik rundt og hjalp børnene. Og da det blev jul oplevede børnene noget, de aldrig havde set før. Dagen før juleferien havde vikaren pyntet klassen med gran og juleting. Og han havde købt juleknas og et æble til hver elev. Men han kunne også blive skuffet over børnene. En dag mødte en af drengene ikke op, og Kaas Rasmussen måtte ringe til drengens forældre. Imens satte han børnene til at læse eller skrive. Men i stedet fór ungerne i fuld fart rundt i klasselokalet. Poul Kaas Rasmussen blev kun på skolen i et halvt år, så flyttede Blicher Andersen, hans kone Emma og to børn Erik og Tove ind i lærerboligen. Grundlønnen for enelæreren var 2.700 kroner, men der blev trukket 337 kroner fra til bolig og varme. Blicher Andersen købte de første 30-40 bøger til skolebiblioteket, som hurtigt voksede. Han trænede drengene i fodbold om aftenen og underviste i engelsk efter skoletid. Det var frivilligt og eleverne måtte betale lidt for det. I frikvartererne spillede børnene med hønseringe og byttede glansbilleder, servietter og kort fra Richs-pakkerne med kaffeerstatning. Dengang var der en branddam ved Brugsen i Voerladegård. Her skøjtede børnene om vinteren i frikvartererne og glemte alt om skoleklokken.

Kilde: Inger Mathisen, 1999 1950 – 1960 Om utætte tage og en spritny skole I 50-erne kunne byens borgere få ordnet deres sko hos Søren træskomand, der var to lillebilforretninger og Klostermøllevej var grusvej. Når hullerne blev for stor måtte vejmanden forbi med grus og skovl. Forsamlingshuset var et kapitel for sig. Der var tagpap på taget og en vinterdag, da der var dilettant, blev det tøvejr, og vandet dryppede ned på gæsterne. Og da en af gæsterne til en fest ville åbne vinduet, så faldt karmen med ud. Med andre ord: forsamlingshuset var lige til at rive ned. Så byens borgere gav penge til et nyt forsamlingshus i 1956. Landmænd gav tømmer, sandet kom fra skoven, murerne støbte grunden. Alle gav deres arbejdskraft gratis. Men det var ikke det eneste nye byggeri i Voerladegård i50-erne. Skolen havde vokseværk i det årti. Hele to gange kunne eleverne sætte sig til rette ved bordene i helt nye lokaler. Første gang i 1953, hvor der blev bygget to nye klasseværelser, og anden gang i 1957 da flaget gik til tops for en helt ny bygning på Voerladegård Skole. I datidens aviser kan man læse, at pigerne nu kunne blive trænet i husgerningens mysterier i et stort lokale med snorlige rækker af elektriske kogeplader. Og børnene kunne spejle sig i de nylakerede gulve i gymnastiksalen. Der blev også plads til sløjd, skolelægen fik et rum, og der var bibliotek og et ungdomslokale. Med udvidelsen blev Voerladegård Skole sognets centralskole med 175 børn. Samtidig ringede klokken ud for sidste gang i Højlund, Møldrup og på skolen mellem Dørup og Voerladegård. Overlærer Hjalmar Østergaard blev ansat som førstelærer i Voerladegård. Og eleverne blev undervist af tre lærere, en lærerinde, en forskolelærerinde og en timelærerinde. Sognet købte to huse til lærerboliger og der blev bygget to nye lærerboliger. Kilder: aviser, Gudrun Wammen Pedersen, Bjarne Damgaard 1960 – 1970 Om smadrede vinduer og guggenødder Hver morgen stillede børnene op i skolegården klassevis fra 1. til 7. klasse. Så marcherede de ind i aulaen på Voerladegård Skole, hvor de sang morgensang. For selv om ungdomsoprøret så småt spirede og eleverne fik Beatles-hår sidst i det årti, så var der stadig disciplin i skolen. Den værste straf var når læreren knyttede hånden og slog med knoerne ind i panden på det uvorne barn. Det blev kaldt en gugge-nød. Der var også kontant afregning, når børnene spillede fodbold og baldrede en rude. Så måtte de tage glas med hjemmefra og sætte det i vinduet under ledelse af Hjalmar Østergaard. I 1962 fik børnene et rød-hvidt flag at kigge på. Det år blev Hem-Dørup Borgerforening nedlagt. Foreningen havde en fane med navn og årstal broderet i guld. Den fik Voerladegård Skole med alt til faner hørende; fanestang, bånd og spyd. Dengang blomstrede handelslivet i byen. Købmandsgården lå i udkanten af byen, der var en foderstofforretning, tricotage, Brugsen, en stor slagterforretning og en bank. Når terperiet i skolen var forbi, gik turen tit forbi slikmutter eller is-huset. Så måtte børnene pænt vente på, at skolepatruljen viste, at der var fri bane. Hos slikmutter kunne børnene købe en is til 25 øre eller et stort kræmmerhus proppet med spejderhagl. Skoletøjet var nederdel, strømpebukser og en lille cardigan til pigerne. Drengene gik i starten af årtiet stadig i plusfours og knælange strømper. Når børnene kom hjem, skiftede de skoletøjet ud med arbejdstøjet, så de kunne hjælpe til derhjemme. Men der var også tid til fritidsaktiviteter. I 1963 var flere lærere på skolen med til at starte KFUM-spejdernes afdeling i byen. På bare to år havde lederne samlet 120 spejdere til sang og aktiviteter omkring bålet.

Kilde: Henning Jensen, diverse 1970 – 1980 Om dukse og discostøvler Også i 1970-erne mødtes børnene til morgensang. Det foregik i aulaen under ledelse af overlærer Hjalmar Østergaard. Han stod på trappen, så han kunne se ud over flokken af elever. De stod klassevis to og to ved siden af hinanden. Fra 1. til 7. klasse. Når sang og meddelelser var overstået gik eleverne ud til deres klasser. De stod udenfor døren på række, indtil læreren viste dem ind. Læsebogen var rød og hed ”Søren og Mette”, og når børnene henvendte sig til læreren, var det stadig ikke god tone at bruge fornavn. Til gengæld hed det hr. og fru og lærerens efternavn. I frikvarteret spillede børnene langbold og rundbold. Og hvis der kom gang i en rask, lille slåskamp, så gjaldt det om at dække for de kæmpende. Så kunne gårdvagten ikke komme til at skille slagsbrødrene. Madpakkerne blev spist i klasseværelset. Men først blev duksene sendt hen til pedellen med mælkebilletterne for at hente mælk. Det var dengang skolefesterne stadig foregik i forsamlingshuset. Drengene var pænt klædt på med hvid skjorte, sorte bukser og butterfly. Højeste mode for pigerne var strømpebukser og skotskternede nederdele, måske med en stor, gylden sikkerhedsnål. Senere blev garderoben skiftet ud med musikken. Nu hed idolerne Donny Osmond, Boney M og Abba. Så blev der købt discostøvler, bordeaux fløjlsbukser og tilhørende vest. Også på Voerladegård Skole blev der skiftet ud. Hjalmar Østergaard takkede farvel. Nu hed skoleinspektøren Benny Maarup Nielsen. Han kom til at stå i spidsen for endnu en stor ændring på skolen.

Kilder: Bente Mortensen, Gitte Rosendal, Kenneth Olesen, Frank Jensen 1980 – 1990 Om små elever og blob-blob spil 7, 14, 21, 28, 32. Der blev terpet tabeller i matematiktimerne. Børnene lærte helt op til 19-tabellen udenad. Og der var ikke noget, der hed lommeregner. Til gengæld var der også kontant belønning, når de leverede en god præstation. Så kunne læreren finde på at starte smalfilmsapparatet for at vise James Bond, Olsen Banden eller Bjergkøbing Grand Prix med cykelsmeden Theodor Felling og bilen Il Tempo Gigante. Men der var også kontant afregning, når læreren ikke var tilfreds. Blev en af ungerne taget i løb på gangen, så vankede der eftersidning, eller også fik øret et ordentligt vrid. Om vinteren var der trængsel ved radiatoren i aulaen på Voerladegård Skole. For kun om vinteren måtte børnene være inde. Så gjaldt det om at komme først hen til radiatoren for at få varmet numsen. Intet årti uden ændringer på Voerladegård Skole. Nu blev der igen sendt elever til andre skoler og nye kom til. Skolen mistede 6. og 7. klasse til Sdr. Vissing Skole. Nu var eleverne i 5. klasse de største på skolen. Til gengæld kom alle de små børn fra Sdr. Vissing-området ind med bussen om morgenen. Skolen fik for første gang børnehaveklasser. De holdt til i en af lærerboligerne. Og skulle børnene en tur forbi inspektøren, så hed han nu Torben Meier. En anden ny og spændende ting i det årti var, da skolen fik en edb-maskine. Den var brugt og kostede 2.500 kroner, og den blev købt for overskuddet fra sommerfesten. Men så var den også pædagogisk meget korrekt. Børnene fik ikke lov til at spille blop-plop spil, som der stod i Horsens Folkeblad i 1984. Til gengæld var den programmeret med forskellige talspil, som passede til undervisningsbøgerne.

Kilde: Horsens Folkeblad, Bente Mortensen, Gitte Rosendal, Kenneth Olesen, Frank Jensen 1990 – 2000 Om sorte skyer og en redning på målstregen Aulaen på Voerladegård Skole var ikke længere samlingspunkt, når klokken ringede ind 8.30. I stedet mødtes børn og lærere i gymnastiksalen, hvor de satte sig på gulvet. De små forrest og de ældste bagest. Så spillede musiklæreren klaver eller guitar til dagens morgensang, og de små stemmer skrålede ”Æblemand”, ”Regnvejrsdag i november”. Tit sad forældre langs ribberne i gymnastiksalen og lyttede til børnene, inden de sagde farvel og god skoledag til deres unger. I det årti blev der kaldt til borgermøde i byen. Skulle pladsen ved skolen fortsat være til busser og madpakketurister? Eller skulle den komme børnene til gode? Det endte med den sidste løsning, så børnene fik en legeplads at boltre sig på. I 1991 var skolen meget tæt på at blive lukket. Det ville ikke kun gå ud over eleverne, men også byens borgere, som mødtes om aftenen på skolen for at kniple eller søge i den lokale historie. Lukningen blev afværget, men skolen måtte afgive 5. klasserne til Sdr. Vissing Skole. Til gengæld fik skolen en dispensation til at passe 20 børnehavebørn fra tre-års alderen. Skolen blev bygget om for 300.000 kroner. Nu rummede den 100 børn fra børnehaveklasse til og med fjerde klasse og 55 børn i den nye børnehave. Alt sammen styret af ni lærere, syv pædagoger og skoleinspektør Torben Meier. I Voerladegård var der ikke mange butikker tilbage. Nu kunne børnene købe slik og sodavand hos købmanden eller bageren. Også slagteren holdt stand. I de andre forretninger havde butiksklokken ringet for sidste gang. Men skolen overlevede, og i 1994 blev skole-børnehaven gjort permanent. Den såkaldte landsbyordning var en realitet. Kilde: ”Børn, skole og samfund” mv 2000 – 2008 Om en makeover og nye tider Farvestrålende sofaer, hyggekroge, masser af lys og højt til loftet. Det her årti startede med, at eleverne indtog en ombygget Voerladegård Skole. Multirummet blev skolens hjerte. Her var plads til gruppearbejde og klassefester, men også til legoklodser og dukkehuse. Legepladsen fik også en makeover. Ud med de gamle legeredskaber og ind med et stort træ-skib, hvor børnene kravlede rundt og lod fantasien drage ud på oceanerne. Børnene kunne dog ikke kun glæde sig over de lækre omgivelser. Politisk blæste også nye vinde over skolen. En reform møblerede igen om på kommunerne. Voerladegårds borgere stemte om, hvilken kommune de ønskede at høre til. Da stemmerne var talt op pegede pilen mod Skanderborg Kommune. Det betød også nye tider for skolen. I jubilæumsåret 2008 besluttede politikerne, at børnene kan blive i Voerladegård til og med 6. klasse. Derefter skal de ikke længere over Gudenåen for at gå i de ældste klasser i Sdr. Vissing, men den anden vej til skolerne i Skanderborg. I byen er den gamle købmandsbutik bygget om til lejligheder. Tilbage holder slagteren og bageren stadig åbent. Men på Blegsø Banke og Kirstinelund har håndværkerne travlt. Masser af familier bygger nye huse i raskt tempo. Så måske kan børnene og byens borgere også de næste 100 år samles på Voerladegård Skole. Kilde: Læserbreve, dagsordner mv.