Værdigrundlag som dansk skole Johannesskolen drives inden for rammerne af Grundlovens § 76:
Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
Grundloven fastslår forældreretten som grundlæggende for al skoledrift i Danmark. Det vil sige, at forældrene har retten til at bestemme, hvilken undervisning deres børn skal have, blot den holder mål med niveauet i folkeskolen. Der er altså ikke skolepligt, men undervisningspligt.
Dette er en livsnerve i Johannesskolens selvforståelse. Vi eksisterer med en grundlovssikret ret til at drive fri skole på den måde, som en gruppe forældre ønsker det. Da vi giver en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, opfylder vi vores forpligtelse.
I Danmark er der en mere end 150-årig tradition for, at staten støtter frie grundskoler økonomisk. Det nyder også Johannesskolen godt af. Vi ønsker derfor at betjene elever og forældre ud fra vores værdigrundlag inden for rammen af friskoleloven af 05.07.2005, der fastslår følgende:
§ 1. Friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) kan inden for rammerne af denne lov og lovgivningen i øvrigt give undervisning, der stemmer med skolernes egen overbevisning, og tilrettelægge undervisningen i overensstemmelse med denne overbevisning. Skolerne afgør inden for de samme rammer frit, hvilke elever de vil have på skolerne.
Johannesskolens grundlæggende overbevisning er det kristne livssyn. Vi stræber efter at give en undervisning, der stemmer med denne overbevisning, og på den måde opfylder vi vores forpligtelse som fri skole.
Friskoleloven siger videre:
Stk. 2. Frie grundskoler giver undervisning indenfor 1.-9. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Frie grundskoler giver tillige sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Dette gælder dog kun sprogstimulering af tosprogede børn, som forældrene efter bestemmelserne i lov om folkeskolen har pligt til at lade børnene deltage i. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Skolerne kan tillige omfatte 1-årig undervisning på 10. klassetrin og 1-årige børnehaveklasser.
Også denne passus hører til Johannesskolens værdigrundlag. Vi lægger vægt på at ”forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.” Vi mener, at selve det at drive en fri skole i et samfund med frihed og folkestyre er et af de stærkeste signaler, vi kan sende til eleverne om betydningen af vores demokrati. Vi er også overbevist om, at netop det at drive en kristen skole ud fra en klar overbevisning og i respekt for anderledes tænkende er med til at fremme dette mål.
”Elevernes alsidige personlige udvikling”, der omtales i friskoleloven § 1a, hører også til Johannesskolens værdigrundlag. Vi lægger vægt på at stimulere elevernes følelser, intellekt og karakter, ligesom vi på baggrund af det kristne livssyn ønsker at udvikle både den fysiske, den psykiske og den åndelige side af elevernes liv.
§ 1b i friskoleloven handler om evaluering af elevernes udbytte af undervisningen. Også det lægger Johannesskolen vægt på – både i form af regelmæssig standardiseret information til elever og forældre om elevernes standpunkt, og ikke mindst i form af den mundtlige dialog med elever og forældre.
Johannesskolens værdigrundlag Tydelig forankring: Vi har den opfattelse, at en skole aldrig er værdimæssig neutral. Derfor synes vi, det er rigtigst over for både elever, forældre, ansatte og andre at være tydelige omkring vores værdimæssige forankring:
Vi ønsker at følge Bibelens anvisninger. Vi anser Bibelen for at være Guds budskab til mennesker og dermed autoritet i alle spørgsmål vedrørende kristen tro, lære og livsførelse. Folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse er ledende i vores forståelse af Bibelen. Johannesskolen har et dobbelt mål: Vi har en opgave som en almindelig skole i det danske samfund. Men vi har også en opgave som en kristen skole, der ikke blot sigter på menneskelivet, men også på kristenlivet.
Undervisning, opdragelse og påvirkning:
Det er vores opfattelse, at undervisning, opdragelse og påvirkning hænger uløseligt sammen, uden dog at være identiske. Vi ønsker at arbejde på alle tre dele ud fra vores kristne livssyn. Johannesskolen ønsker at give en undervisning, som giver eleverne højest muligt fagligt udbytte og fremmer en livsoplysning, der rækker ud over skolelivet. Vi ser det som vores opgave at kvalificere eleverne til en frugtbar, ansvarlig og kritisk indsats i det danske og internationale samfund med vægt på arbejde, kultur og omsorg. Johannesskolen søger at fremme en opdragelse af børnene – i samarbejde med forældrene - som tager højde for, at mennesket har både konstruktive og destruktive potentialer. Vi har det udgangspunkt, at hvert enkelt barn er unikt og har fået givet en personlighed og nogle evner, som det er skolens opgave at hjælpe med til at udvikle. Vi vil gerne hjælpe eleverne til at blive forpligtet på fællesskabet, men også at de tør stå ved sig selv og egne holdninger. Johannesskolen lægger vægt på at give eleverne en indføring i kristen etik, herunder at lærerne er troværdige forbilleder for eleverne. Samtidig er det meget vigtigt for os, at den påvirkning og forkyndelse, som eleverne udsættes for, sker i en atmosfære af frihed, så ingen føler sig presset til at tro eller mene noget bestemt. Værdigrundlag i praksis
I den konkrete hverdag indebærer dette værdigrundlag blandt andet: At der hver dag er morgensang med bibellæsning og bøn, og at kristendomsundervisningen gives i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske tro, uden at Bibelens troværdighed drages i tvivl. At vi lægger stor vægt på forældresamarbejdet, især i indskolingen, men også videre frem i skoleforløbet. Det ser vi som en naturlig følge af, at Johannesskolen er en friskole, der er oprettet af forældre og drevet efter deres ønsker og værdier. At Johannesskolen løbende udarbejder undervisningsplaner, hvor værdigrundlaget i passende omfang er inspiration og rettesnor. Vi tager relevante og aktuelle etiske problemstillinger op, f.eks. på det genteknologiske, mediemæssige og mellemfolkelige område. Vi giver en seksualundervisning på grundlag af et kristent livssyn og en kristen etik. Vi underviser grundigt og sagligt om udviklingslæren og andre teorier om livets oprindelse – både argumenter for og imod. Det er Johannesskolens holdning, at de videnskabelige teorier ikke kan rokke ved sandheden i Bibelens skabelsesberetning. At Johannesskolen lægger vægt på at inddrage eleverne, når det gælder udformning af retningslinjer for livet på skolen, og at der er klare regler, som vi forventer bliver overholdt.