About Kolding Friskole

Undervisningen på Kolding Friskole:

På Kolding Friskole tilbyder vi grundskoleforløb for 0.-9. klasse afsluttende med Folkeskolens Afgangsprøve. Eleverne er primært organiseret i klasser med 20 elever pr. årgang. Til hver årgang er knyttet en klasselærer, som underviser i dansk/projekttimerne. Elevernes lektionstal på de enkelte årgange og i de enkelte fag kan ses under punktet Fagfordeling. Her et par ord om fagene:

► DANSK/PROJEKT For 0.-6. klasse omfatter dansk/projekt-timerne sammen med fortælletimerne følgende fag: Dansk, historie, religion. For 7.-9. klasse omfatter ”dansk/projekt” primært dansk og projektskrivning.

► FORTÆLLETIME De bærende elementer i fortælletimerne er den personlige historie, fortællingen som formidlingsværktøj samt dialogen. Indholdet hentes fra historie, religion, mytologi og kultur. Det er målet, at eleverne i fortælletimerne får kendskab til dansk historie, kultur- og samfundsforhold, men også at de får mulighed for perspektivering heraf i mødet med andre kulturer.

► NATURFAGENE

0.-2. klasse arbejder i 2 perioder sammen en formiddag om ugen i ”udeskolen”. Udeskolen udvikler elevernes grundlæggende viden om natur og miljø med afsæt i deres egne erfaringer.

I 3. klasse indgår naturfaglige temaer i dansk/projektarbejde.

Naturfag i 4.-6. klasse har til formål at fremme elevernes interesse for og indsigt i naturvidenskabernes verden, i biologi, teknologi, fysik, miljøforhold og bæredygtighed. Temaerne hentes fra vores nære omgivelser, fra elevernes dagligdag og fra det store univers.

For 7.–9. klasse omfatter naturfagene fysik, kemi, biologi og geografi.

Desuden er der matematik på skemaet fra 1. til 9. klasse, med 4 eller 5 lektioner/uge.

► DE HUMANISTISKE FAG De humanistiske fag, historie, religion og samfundsfag har deres egne lektioner i 8.-9. klasse, men indgår tillige i tværfaglige temaer og projekter i klasselærerens projektarbejde.

► FREMMEDSPROG Eleverne har engelsk fra 1. klasse og tysk fra 5. klasse.

► P-FAG P-fag omfatter billedkunst, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab.

► MUSIK Alle elever fra 1.-6. klasse har 2 musiktimer om ugen. 0. klasse og 7.-9. klasser har hver en enkelt ugentlig lektion.

► SEMESTERFAG 7.-9. klasse har et valgfag på tværs af årgangene på 3 ugentlige lektioner, kaldet semesterfag. Her vælger eleverne for en periode mellem 3 tilbud inden for de praktisk/musiske fag. 9. klasse afslutter hver periode med en fremlæggelse samt en udtalelse med karakterer.

► IDRÆT Idrætsundervisningen er organiseret i 4 storgrupper: 0.-2. klasse, 3.-4. klasse, 5.-6. klasse samt 7.-9. klasse. Undervisningen foregår i sommerhalvåret på og omkring skolen, i vinterhalvåret på Koldingegnens Idrætsefterskole for 0.-4. klasse, i Ketchercenteret for 5.-6. klasse og i Bramdruphallerne for 7.-9. klasse. Desuden har eleverne 1 års svømmeundervisning i Slotssøbadet i 4.eller 5. klasse.

► MORGENSAMLING Hver dag efter 2. lektion mødes alle elever og lærere til morgensamling. På morgensamlingen er der fællessang, fortælling eller optræden samt meddelelser. Fortællingen deles mellem lærerne en uge ad gangen. Læreren vælger selv tema, alene eller sammen med en klasse eller valghold. I løbet af året kommer vi langt omkring med historiske fortællinger og myter, fortællinger om verden og dens mysterier, oplæsninger og teaterforestillinger.

► PROJEKTARBEJDE Gennem anvendelsen af projektarbejdsformen ønsker vi, at eleverne udvikler deres selvstændighed, deres kritiske tænkning, initiativ, samarbejdsevner, kreativitet og innovative formåen. Vi ønsker også at tilgodese udviklingen af elevernes motivation for læring ved at give dem mulighed for at forfølge egne læringsmæssige interesser og til at sætte deres nye viden og erfaring ind i et større perspektiv.

Projektarbejdsformen på Kolding Friskole er kendetegnet ved en bevægelse gennem skoleforløbet fra det emneorienterede projektarbejde til det mere problemorienterede projektarbejde. Karakteristisk for det emneorienterede projektarbejde er, at eleven selv eller i grupper arbejder med at forstå et selvvalgt emne inden for en overordnet ramme, som læreren typisk har valgt. I tilknytning hertil går det problemorienterede projektarbejde et skridt videre. Ud over tilegnelsen af viden inden for et emne, skal denne viden nu også anvendes til at fremkomme med løsningsforslag til konkrete problemer, som eleven finder interessante at arbejde med. Herved lægges der også vægt på elevernes evne til selv at definere problemstillinger inden for relevante fag- eller vidensområder.

Overordnet handler det om at få den enkelte elev til at tilegne sig viden, indsigt og færdigheder gennem processen og derpå at formidle resultaterne til andre i en eller anden form. Det kan være i form af en rapport, en digital eller mundtlig præsentation eller et musikstykke alt efter opgave og fagområde.

► TEATER Teaterforestillingen eller lignende indgår ofte i undervisningen, fortrinsvis på mellemtrinnet. Der er tradition for, at vi hvert 3. år spiller teater eller musical med hele skolen. Sidst ”Det magiske scepter” på Kolding Teater i januar 2015. Ideen med teaterprojekterne er at arbejde med det forpligtende fællesskab og med udviklingen af mange af de individuelle færdigheder, teateret kræver.

► UDESKOLE 0.-2. klasse arbejder i 2 perioder på 3-4 måneder én formiddag om ugen sammen i ”udeskolen” i et pilotprojekt. Udeskolen udvikler elevernes grundlæggende viden om natur og miljø med afsæt i deres egne oplevelser og erfaringer. Den abstrakte læring i klasselokalet kobles med mere konkret læring i naturen. Elevernes motorik udvikles, og med udeskolen følger helt selvfølgeligt mere bevægelse og dertil frisk luft. I udeskolen er det helt naturligt at lære ad flere kanaler. Alle sanser og intelligenser er i spil. Undren og nysgerrighed øger elevernes motivation.

► SPECIALUNDERVISNING Elever, som har vanskeligheder med at lære de basale færdigheder i dansk og matematik, vil så vidt muligt få tildelt ekstra hjælp til dette. En hurtig indsats er vigtig, og derfor vægter skolen dette højt. Når en elev i en klassetest viser sig at have faglige problemer, laves en plan for eleven således, at han/hun kan få hjælp til at udvikle sit faglige niveau. Specialundervisningstimerne ligger ofte uden for elevens skema, men kan også ligge parallelt med klassens timer. Timerne kan tildeles for kortere og længere perioder.

Til elever med helt specielle behov kan skolen via PPR søge ekstraordinært tilskud fra staten. Den tildelte støtte følger den enkelte elev. Støtten gives dels som faglig støtte og dels som støtte til situationer i skoledagen, hvor eleven er specielt udfordret. Støttetimerne læses af enten lærere eller pædagoger under hensyntagen til, hvilken form for støtte eleven har brug for. Støttelærerne/pædagogerne arbejder tæt sammen med klasselæreren og/eller faglærerne. Tilskuddet skal søges hvert år efter indstilling fra skolen og PPR.

Vi tilstræber at skabe kontinuitet i videst muligt omfang såvel af hensyn til den elev, der har brug for ekstra støtte som for klassens øvrige elever. Vi har løbende samarbejde med en PPR-psykolog bl.a. gennem pædagogiske fora.

► INTERNATIONALT SAMARBEJDE Skolen har gennem mange år jævnligt deltaget i samarbejdsprojekter med skoler i andre lande. Formålet er at skabe udsyn og viden om andre menneskers leveforhold og kultur. Dette sker gerne gennem udvekslingsophold, hvor eleverne bor hos hinanden. Vi afholder hvert år en international dag. Vi rejser med vores ældste elever, som alle kommer på 2 udlandsrejser.

Aske Andersen a few seconds ago
Kolding Friskole
Bramdrupskovvej 25
6000 Kolding

Playgrounds near Kolding Friskole

What is ElevIntra?

Portal for students with information about education and a lot of other tools.

What is ForældreIntra?

Information- and communicationsystem for parents.

What is LærerIntra?

Basismodule for employees of the school.
BESbswy