Tingagerskolen i Ringe Først i tresserne var skolen i Brangstrup fyldt til bristepunktet bl.a. fordi elever fra Gestelev og Palleshave blev kørt dertil. Samtidig blev der i Ringe by bygget nyt boligområde syd for Ørbækvej/Vestergade. I de første forespørgsler og ansøgninger fra 1964 om en ny skole i Ringe syd, benævnes den ny skole ”Sydskolen”, men meget snart ser vi navnet Tingagerskolen i ansøgningerne til de forskellige myndigheder. Det bliver omsider besluttet at opføre Tingagerskolen under ”Rationelt skolebyggeri.” Det hele gik hurtigt: Planeringsarbejdet startede 20.03.1966 Byggeriet påbegyndt 08.06.1966 Rejsegilde 14.11.1966 Skolen blev afleveret 01.06.1967
Tingagerskolen blev indviet 18.08.1967 Det var noget nyt at bygge skoler på den måde, så i de første år var der ofte besøgende både fra indog udland. Man var meget interesseret i den form for skolebyggeri. De første år havde skolen 2 klasserækker på samme årgang til 7. klasse. Skolen havde det første år 225 elever, og der var normeret 10 lærerstillinger. De følgende år voksede elevtallet, også i specialklasserne, hvor eleverne de første år kom fra hele det gamle Svendborg amt. I juni 1969 stiftes Tingagerskolens forældreforening som har været med til at styrke sammenholdet og skabe et godt og positivt samarbejde.
18.august 1992 havde Tingagerskolen 25-års jubilæum. Dette blev fejret med revy, taler, musik og fest om aftenen.
Som tidligere nævnt er Tingagerskolen bygget som et ”rationelt skolebyggeri”. Ved udbygningen i 1978 prøvede man at tilpasse de nye bygninger til dette oprindelige byggeri bl.a. med flade tage. Gennem årene var der mange problemer med disse tage. Derfor besluttede Byrådet i 1994 at ændre tagkonstruktionen så skolen derefter ville få en tagkonstruktion med høj rejsning med røde tagsten. Første etape blev færdig i 1994 og sidste etape i 1995.- Samtidig blev skolens asbestlofter forseglede overalt. I 1997 fik skolens SFO endelig selvstændige lokaler. – Lokalerne blev bygget til den bestående BHklasse. En tiltrængt tilbygning, der var blevet kæmpet for gennem mange år, var endelig på plads. I dec. 1999 besluttede Byrådet at kommunens 10. årg. fremover skulle samles på Tingagerskolen. Byrådet begrundede deres afgørelse med, at der i skolens daværende undervisning var elementer, der lå fint i tråd med kommende lovgrundlag for 10. kl. Dramaugerne startede i 1997 med stor succes og er blevet en fast tradition hvert år til stor glæde for alle. Festivalen i 2003 – Skolen lejede lokaler ud til Midtfyns Festivalen for 150.000 kr. I det hele taget blev Midtfynsfestivalen, lige fra dens start i 80’erne, en god indtægtskilde for Forældreforeningen. Mange forældre lagde gennem årene et stort stykke arbejde her, til stor glæde for skolens børn. Efter kommunesammenlægningen er skolens elevtal i stadig vækst og der er nu 389 elever på skolen, og alt tyder på at elevtallet vil runde de 400 i skoleåret 2009/2010. År 2009 bliver også året, hvor den store ombygning af skolebiblioteket er gået i gang. Alt inventar mm. er fjernet og der sker en fuldstændig ombygning, til et nyt LÆRINGSCENTER.
Skolens inspektører/skoleledere gennem årene: Anders Aalund 1967 - 1978 Jørgen Jensen 1978 - 1982 Kurt Hansen 1982 - 1992 Jens Mogensen 1992 - 2006 Bjarne Nielsen 2006 -
Forfattet af: Kurt Hansen, Jens Mogensen og Poul Erik Nielsen